Vedtægter

Vedtægter for den selvejende institution Langesøhallerne – Morud Sport og Fritid

§ 1.
Institutionens navn er Langesøhallerne, Morud Sport og Fritid.
Det er en selvejende institution, hvis hjemsted er Morud i Nordfyns kommune.

§ 2.
Langesøhallerne, Morud Sport og Fritid har til formål at drive idrætshal, beregnet til benyttelse af oplandets beboere og disses foreninger og andre foreninger med kulturelt formål, samt til eventuelle arrangementer af udstillinger og lignende.

§ 3.
Som medlem af den selvejende institution Langesøhallerne, Morud Sport og Fritid, står de ved starten tilsluttede foreninger. Andre foreninger under folkeoplysningsloven der vil støtte Langesøhallerne, Morud Sport og Fritid, kan optages som medlemmer, og derved opnå mandat i repræsentantskabet. Afgørelsen heraf træffes af repræsentantskabet.

Langesøhallernes bestyrelse skal føre protokol med nøjagtig fortegnelse over institutionens medlemmer, således at fortegnelsen altid er ajourført. Protokollen skal fremlægges ved hvert repræsentantskabsmøde.

§ 4.
Medlemmer af Langesøhallerne har ingen andel institutionens formue eller i eventuelle overskud, der alene tilfalder hallerne, ligesom denne alene hæfter for gældsforpligtelser og for eventuelt driftsoverskud.

§ 5.
Repræsentantskabet.

Repræsentantskabet dannes derved, at hver forening har 1 stemme.

Ved optagelse af nye foreninger skal disse straks efter optagelsen meddele Langesøhallerne, hvem der er valgt til repræsentantskabet for tiden indtil næste ordinære repræsentantskabsmøde. Det påhviler bestyrelsen at føre en medlemsprotokol for repræsentantskabet,  således at protokollen til enhver tid udviser hvem der er repræsentantskabsmedlemmer for dette år.

Fra 20. marts 2019 er følgende med i repræsentantskabet:

Morud Idrætsforening11 medlemmerMorud Borgerforening2 medlemmerMorud Lokalråd 2 medlemmerLangesøhallernes bestyrelse7 medlemmer

Morud Idrætsforening er repræsenteret ved selvstændige afdelinger med eget cvr-nr.

Ordinært repræsentantskabsmøde holdes hvert år i marts måned, eller når bestyrelsen eller mindst en fjerdedel af repræsentantskabsmedlemmerne finder det fornødent og motiverer formålet med mødet.

Repræsentantskabet indkaldes af formanden med mindst 14 dages varsel ved brev med angivelse af dagsorden, dato, tid og sted for mødet.

Repræsentantskabet træffer sine beslutninger ved almindelig stemmeflerhed, medmindre andet er fastlagt i disse vedtægter.

Dagsordenen for det ordinære repræsentantskabsmøde skal indeholde mindst følgende punkter:

  1. Valg af dirigent

  2. Aflæggelse af årsberetning og regnskab

  3. Forelæggelse af driftsbudget for det kommende år

  4. indkomne forslag

  5. Valg af formand for bestyrelse og repræsentantskab

  6. Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer (for 2 år) og suppleanter

  7. Valg af 2 revisorer

  8. Eventuelt

Forslag der ønskes behandlet på det ordinære repræsentantskabsmøde, skal indgives skriftligt til formanden senest 8 dage før mødet.

Repræsentantskabsmødet skal protokolleres.

Til det ordinære repræsentantskabsmøde har alle medlemmer i de tilsluttede foreninger adgang, men kun de valgte repræsentanter har stemmeret.

Det årlige ordinære repræsentantskabsmøde annonceres i lokale medier.

§ 6.
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, således at formanden vælges direkte af repræsentantskabet, medens bestyrelsen i øvrigt konstituerer sig selv ved valg af næstformand, kasserer og sekretær og nedsætter fornødne udvalg.

Formanden og bestyrelsesmedlemmerne vælges ved genvalg eller blandt kandidater opstillet af repræsentantskabet.

Bestyrelsen holder møde så ofte formanden eller mindst 4 medlemmer anser det for påkrævet.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 4 medlemmer er tilstede. Ved afstemning med stemmelighed er formandens stemme udslaggivende. Protokollen underskrives af de deltagende medlemmer.

Intet bestyrelsesmedlem kan oppebære vederlag for sit arbejde i bestyrelsen.

Bestyrelsen er den daglige ledelse af den selvejende institution Langesøhallerne. Den ansætter og afskediger det til driften nødvendige personale og drager omsorg for at udleje og benyttelse af ejendommen sker med størst mulig hensyntagen til idrætsforeningens interesser. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af leje for lokaler, og affatter regulativ for ejendommens daglige drift og benyttelse.

§ 7.
Institutionens regnskabsår løber fra 1. januar til 31. december.

Driftsregnskab og status indleveres senest 15. februar til revision og afleveres inden 1. marts til bestyrelsen i revideret stand.

§ 8.
Overfor tredjemand forpligtes institutionen ved underskrift af bestyrelsens formand eller næstformand i forbindelse med yderligere et bestyrelsesmedlems underskrift. Køb og salg, samt pantsætning af fast ejendom kan kun ske efter godkendelse af et repræsentantskabsmøde, og med alle bestyrelsesmedlemmers underskrift på dokument. Bestyrelsen sørger for at Langesøhallernes midler indsættes på en konto tilhørende hallerne i et pengeinstitut eller anbringes i obligationer.

§ 9.
Ændringer i nærværende vedtægter samt opløsning af institutionen Langesøhallerne, Morud Sport og Fritid kan kun ske ved repræsentantskabets godkendelse. I tilfælde af opløsning tilfalder institutionens midler idrætsforeninger og andre foreninger med kulturelt formål i Vigerslev sogn, Nordfyns kommune.

Forslag til fordeling af midlerne fremsættes på det opløsende repræsentantskabsmøde af bestyrelsen.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling 29. oktober 1969

Vedtægterne ændret på ekstraordinær generalforsamling 3. juni 1980

Vedtægterne ændret på ordinært repræsentantskabsmøde 30 marts 1982

Vedtægterne ændret på ordinært repræsentantskabsmøde 29 marts 1983

Vedtægterne ændret på ekstraordinært repræsentantskabsmøde 25 januar 1989

Vedtægterne ændret på ordinært repræsentantskabsmøde 4 april 1991

Vedtægterne ændret på ordinært repræsentantskabsmøde 27 marts 2001

Vedtægterne tilrettet på ordinært repræsentantskabsmøde 29 marts 2007

Vedtægterne ændret på ordinært repræsentantskabsmøde 15 marts 2018

Vedtægterne ændret på ordinært repræsentantskabsmøde 19 marts 2019